Er du god til yoga?

prenzel

Jeg var til en fest i sommers, hvor jeg kom til at sidde ved side af en yngre mand. Vi small-talkede lidt og han spørger så, hvad jeg laver. Det blev selvfølgelig til en lang snak fra min side om yoga, skade og sygdom. Min bordherre fortæller glædestrålende, at han har gået til yoga med hans ekskæreste. Det snakker vi så lidt om og jeg kan mærke den unge mand gerne vil gøre et godt indtryk, så han læner sig ind mod mig og siger med indsmigrende stemme, at han faktisk er ret god til yoga. Det udsagn undrer mig meget! Hvordan mener du? spørger jeg. Han forklarer, at han var blevet ret smidig, mens han gik til yoga. Et øjeblik blev jeg helt tung i kroppen. Helt ærligt blev jeg lidt skuffet og trist. Åh nej tænkte jeg, at være smidig og være god til yoga har intet med hinanden at gøre!

Siden i sommers er det gået op for mig, at mange mennesker tror, at det er sådan man er god til yoga – at målet med yoga er at blive smidig. Det er selvfølgelig det vi ser i bladene og i reklamer for yoga, så jeg kan godt forstå man kan få den opfattelse.  At være smidig er ikke definitionen af yoga. Lad mig gøre det helt klart, så der ingen tvivl er: Målet med yoga er ikke at blive smidig. At du kan lave en stilling, som viser din smidighed gør dig ikke nødvendigvis “god til yoga”. Det kan se flot ud helt sikkert, en det er heller ikke hvad yoga handler om.

Vi er alle sammen født med forskellige kroppe. 10-30% af befolkningen har hypermobile led, hvoraf flest er kvinder. Det betyder ikke nødvendigvis, at de er bedre til yoga, men at halvdelen af denne befolkningsgruppe får smerter efter belastning. I øvrigt er mange gymnaster, cirkusartister og balletdansere hypermobile og det er medfødt lidelse. Ikke nødvendigvis noget at stræbe efter eller at ønske sig. Så lad være med at sammenligne dig med personen på måtten ved siden af og lad være med at føle dig som mindre værd, fordi du er ufleksibel.

De fysiske stillinger i yoga har til formål at løsne kroppen for blokeringer, så vores livsenergi kan flyde frit. Derudover laver vi de fysiske stillinger i yoga for at gøre kroppen egnet til at sidde i meditation. Alt andet du opnår fysisk, såsom større smidighed, smertelindring med videre er bivirkninger. Fantastiske bivirkninger helt sikkert, men de har ikke nødvendigvis noget at gøre med formålet med yoga eller hvordan man er god til yoga.

Hvis der er noget jeg har lært gennem at iagttage tusindvis af elever gennem årene så er det, at dem som formår at lytte til deres krop og sind og praktisere yoga der passer til, hvordan de er udfordret i deres liv, det er dem som får mest ud af yoga. Det er dem som mærker, hvordan livets rytmer påvirker dem og mærker dagens form. Det er dem, der møder sig selv med nærvær, accept og KÆRLIGHED.

Det er dem jeg betragter som værende gode til yoga. Yoga har personligt lært mig meget om at give slip på at ville være god. Det har taget mig noget tid at indse, at yoga ikke havde nødvendigvis har et mål eller en facitliste, men er det mere er en proces. Yoga er noget vi praktiserer, dvs at vi øver os. Vi øver os i at være gode ved os selv, øver os i at være nærværende, øver os i at mærke kroppen, øver os i at give slip på tanken om at skulle være god. Du er allerede god nok <3

yogaterapeuten/ufleksibel

Skriv meget gerne en kommentar