Den perfekte praksis

Min datter på næsten 7 år har været hjemme og holdt efterårsferie i denne uge. Selv om vi har lavet forskellige aktiviteter tror jeg min datter har kedet sig lidt, for hun har hængt mig en del i skørterne.  

Som enhver mor elsker jeg min datter højt, men jeg har også savnet “mig-tid”. Savnet at kunne meditere og lave min yogapraksis i ro og fred uden forstyrrelser som jeg er vant til.

I går morges, da jeg skulle lave min yogapraksis spurgte min datter, om hun måtte være med. Først blev jeg helt ærligt lidt ærgerlig for det er som sagt min “mig-tid”. Jeg kan ikke lave den praksis jeg ønsker, når hun er med. Så et par sekunder stod jeg splittet. Skulle jeg vælge hende eller mig?

Pludselig slog det mig, at jeg var faldet i fælden. Fælden om perfektion og forventning. Jeg kender det fra mig selv og fra utallige elever jeg har undervist gennem årene. Når vi har en praksis så kommer vi så hurtigt til at skabe en forventning  om perfektion.

Da jeg startede med at praktisere yoga havde jeg det her billede inde i mit hoved om, at jeg ville stå op inden solopgang og gå ind i mit smukke tempel-agtige yogalokale og lave minimum en times svedig dynamisk yoga med akrobatiske stillinger iført hot pants og en lille top, så man kunne se min imponerende 6 pack og tonet krop. Bagefter ville jeg sætte mig ud på min terrasse og nyde solopgangen over havet med min friskpresset grøntsags-juice. Intet mindre kunne gøre det!

At jeg ikke boede ved havet eller havde en 6 pack var underordnet. Det var sådan jeg drømte om det skulle være.

Sådan er det jo bare ikke. Sådan er den virkelig verden ikke. Lige nu bor jeg f eks  i en 2 værelses lejlighed uden havudsigt, jeg står ikke op før solopgang og jeg har en mor-mave. Tro det eller ej men jeg kan faktisk godt praktisere både yoga og meditation alligevel.

De her forventninger sniger sig ind i vores sind med alle mulige snedige forklædninger, der ønsker at forhindre os i at praktisere. Vi tror at omstændighederne omkring os skal være perfekte. At vi skal have det perfekte tøj, krop, tid, stilhed, rekvisitter og så videre.

Specielt det med stilhed lader til at fylde meget. Jeg hører nemlig det med lydene omkring os ret ofte, som en forhindring for at praktisere. Det kan være familien eller naboen der larmer. Det kan også være til en klasse, at der er larm udenfor lokalet.

Når jeg hører mine elever påtale disse udfordringer fortæller jeg dem ofte, at en praksis er ligesom livet. Der er bump på vejen i alle mulige former. Livet arter sig sjældent som vi ønsker og livet venter så absolut ikke på, at vi er i balance og beredt, før det tager en uventet drejning. Der findes ikke perfekte forhold. Hvis du ønsker perfekte forhold og omstændigheder  til din yoga og meditationspraksis, så skal du måske tage ned til en grotte i Indien et par år.  (men den er sandsynligvis fyldt med andre yogier der larmer)

Så hvorfor ikke blive herhjemme og lære at navigere i en foranderlig verden med larm, slidte joggingbukser og børn der vil være med. Lad os gribe det der byder sig til og få det bedste ud af det.

Når vi tillader os selv at lære at favne forandringer og det uperfekte i vores praksis bliver vi også bedre til det i vores liv. Så selvfølgelig valgte jeg  at lave yoga med min datter og vi hyggede os, grinede og havde det sjovt. Det var ikke “mig-tid”, men det bragte mig præcis det samme sted hen som min “mig-tid” gør. Nemlig ind i mig selv og i forbindelse med den af mig, som er af kærlighed. Den del der skaber ro og balance i mit sind. Der er så mange veje ind til den del af mig selv og jeg vælger tit og ofte at tage vejen gennem min “mig-tid”. I går lærte jeg, at der også er en vej derind gennem en sjov praksis med min datter.

Hvor heldig er jeg lige? 🙂

Skriv meget gerne en kommentar